Lær mere om silke & silkeproduktion

Om silke og bæredygtighed

Den mest almindeligt anvendte silke laves af tråden, som spindes af Bombyx Mori silkelarven. Den fine, glatte tråd giver en stærk, blød og ensartet silke. De silkestoffer der væves heraf får et skinnende udseende pga. silketrådens lys-effekt (lyster), hvilket gør dem yderst velegnede til indfarvning.

Bombyx Mori silkelarven lever udelukkende af friske blade fra morbærtræer (Morus). Den lever i ca. 6 uger. Fra udklækning og til den er fuldt udvokset stiger dens vægt ca 10.000 gange. De er nogle rigtige “grovædere” :-)

Hver silkelarve spinder en tråd af ca 1.000 meters længde. Der kræves ca. 2.500 larver for at frembringe ca. 500 gr. råsilke. Det rækker til 2-3 kimonoer. I Kina produceres omkring 58.000 tons silke årligt. Det svarer til omkring 75% af klodens årlige forbrug.

Når silkelarverne i deres pupper er færdige med at spinde, kommer de i kogende vand, hvor de omkommer øjeblikkeligt. Derefter kan tråden afhaspes og udvindes til én lang tråd. Heraf stammer silketrådens styrke. Hvis larven selv bryder puppen må man spinde tråden (som med f.eks. uld) og tråden mister, til dels, sin ensartethed og styrke.

En del forbrugere foretrækker “silke uden vold” og det kan nogle producenter tilbyde. Det er dog værd at nævne, at selv en vild silkelarve, der selv bryder puppen, kun lever i få dage.

Ved silkeproduktion bliver alt restmateriale fra larver og pupper anvendt til føde og andre formål for dyr og mennesker. Det er meget proteinholdigt. Intet går til spilde!

Der frembringes også silke af andre typer silkelarver. F.eks. Tussah-silke, som spindes af en større og kraftigere larve, som gerne spiser bladene fra egetræer og andre træer. Denne silketype fremstilles bl.a. i Nordkina, Thailand og Vietnam.

Vi har søgt viden om hvor meget vand og gødning der anvendes i silkeproduktion, men har ikke fundet præcise tal. Vi ved, at morbærtræet kendetegnes ved, at det tåler en del tørke og ikke har brug for meget gødning. Et ret nøjsomt træ. Og vi har sikkerhed for, at der ikke anvendes pesticider - af den grund, at silkelarver er følsomme og skal fodres med rene, giftfri blade.

Silke har en meget lang levetid. Arkæologer har fundet silke, der har været begravet i tusinder af år. I vores - mere end 40 års - erfaring, har det vist sig, at beklædning fremstillet af silke af høj kvalitet, har en levetid på 10-20 år, alt efter hvor meget det bæres og hvor ofte det vaskes. Vi har også eksempler på tøj der stadig er smukt efter 30 års flittig brug. Læs mere om hvordan du vasker og plejer dit silketøj her

En del af årsagen til silkens lange holdbarhed grunder i, at det er et højt værdsat og luksuriøst materiale. Der er mere tilbøjelighed til at passe godt på det. Silkebeklædning kommer ikke ind under “brug og smid væk” kulturen.

Disse forhold - samt den skånsomme og giftfrie produktion - giver en forholdsvis høj grad af bæredygtighed. Især hvis tøjet anvendes til det er slidt op :-)

Vi anstrenger os for at skabe beklædning der er tidløs og smuk, så det giver mening at bruge og elske sit silketøj i mange, mange år. Det er godt for os og godt for vores planet.

×